Nyt internationalt samarbejde om gyllehåndtering

Kendt branchemand er på vej med nyt gyllehåndteringsprodukt til dansk landbrug og biogasvirksomheder.

Den branchekendte gylleekspert Karl Erik Molbech er klar til at lancere et nyt produkt til gyllehåndtering.

Det nye produkt hedder Active NS og henvender sig til den animalske produktion i dansk landbrug samt til biogasvirksomhederne.

– Vi tilbyder et helt nydesignet gyllehåndteringsprodukt, Active NS, som er et gylleadditiv, der blandt andet binder kvælstoffet i gyllen, reducerer lugten og giver et homogent gyllelag. Det giver en lang række fordele for både husdyrproducenter og biogasvirksomheder, lyder det fra Karl Erik Molbech.

Fordele ved at bruge Active NS som gylle additiv:

Binding af kvælstof med op til 1,2 kg pr. ton gylle
Reduktion af lugt i stalden
Mindre lugt ved udbringning
Effektivt flydelag
Homogen gylle
Kun 1 oprøring af gyllen pr. døgn i tanke og laguner

Joint venture i USA
Produktet skal markedsføres igennem et nystiftet selskab, FCSI ApS, med hjemsted i Kjellerup ved Viborg.

– Udover, at vi har stiftet et dansk selskab, FCSI ApS, har vi også stiftet et nyt selskab i USA med Steelhead Specialty Minerals – et såkaldt joint venture, hvor vi har vores strategiske samarbejde om produktudvikling, produktion og markedsføring, siger Karl Erik Molbech.

– Steelhead Specialty Minerals er en af verdens førende producenter af biologiske additiver. Mineralerne er økonomiske og miljøvenlige, og det er disse råvarer, som indgår i Active NS produktet, fortsætter han.

Dansk og international markedsføring
Ifølge Karl Erik Molbech vil det nye selskab i første omgang koncentrere sig om det danske marked.

– Men samtidig starter vores samarbejdspartner i USA markedsføring af produktet i staterne Washington og Idaho. På længere sigt vil vi komme med foderadditiver til dyr, additiver til rensningsanlæg og luftrensning, siger han.

Karl Erik Molbech har i over 25 år beskæftiget sig med gyllehåndtering og biogasadditiver til primært den animalske produktion i dansk landbrug og biogasvirksomhederne.

Udgivet i Ikke kategoriseret.